Buetyper

Valg af buetype

 

Det kan være svært at sige vilken type bue man har lyst til at skyde med, hvis man ikke har rigtig prøvet det. I klubben har vi mulighed for at stille buer til rådighed, så man kan prøve det af inden man skal ud og købe en selv. Vi prøver her at give en kort beskrivelse af de forskellige buetyper.

Der kan på forbundest hjemmeside læses meget mere om buetyper.

Langbuen

 

Langbuen er den mest traditionelle af de fire buetyper, men de langbuer der bruges til konkurrencer og jagt i dag er meget anderledes end den oprindelige mandshøje langbue, som man kender den fra f.eks. vikingetiden i Skandinavien eller middelalderens England. Disse buer var lavet af ét stykke træ, ofte takstræ, og var i udgangspunktet en lige stav, som fuldt opspændt beskrev et C eller halvmåne.

 

Så længe langbuen kun blev produceret af træ forblev den til en vis grad et specialbygget våben mere end en hyldevare. Udviklingen af glasfiber betød, at man fra 1940’erne nu kunne masseproducere langbuer og sidenhen recurvebuen. En udvikling som den amerikanske buejæger Fred Bear var pioner indenfor. Med glasfiberen blev det desuden muligt, at lave mere avancerede designs, der satte nye standarder for langbuens effektivitet.

 

I dag er forskellige variationer af refleks-defleks-langbuer på 150 – 170 cms længde langt den mest udbredte variation af langbuen, og de kendetegnes ved højere hastighed end de traditionelle langbuer og mindre håndschock (de rystelser der forplanter sig i hånden ved skudafgivelsen).

 

Ifølge FITA’s regelsæt for langbueklassen skyder man i langbueklassen med en bue uden recurve og en minimumslængde på 150 eller 160 cm. Buen kan være lavet af træ, glasfiber, kulfiber eller en kombination af disse materialer og pilene skal være af træ. Man trækker og holder strengen med fingrene, og der er ikke monteret sigtemidler på buen – dvs. man sigter instinktivt.

                                                     

Recurvebuen

 

Recurve buen består af en håndsektion og to fleksible ben af træ/kulfiber/glasfiber. Buestrengen slippes med fingrene der normalt beskyttes af en læderlap, der kaldes fingerlap. Der monteres et sigte på håndsektionen, der ikke må indeholde forstørrende optik. Recurve buen bruges oftest til skiveskydning herunder OL.

Barbuen

 

At skyde med barbue vil sige, at man skyder med en almindelig recurvebue, men uden andre hjælpemidler end en pilehylde. Altså den lille hylde, hvorpå pilen hvilen, inden man skyder.

En barbue må altså ikke have sigte, stabilisator, plunger eller andet udstyr påmonteret.

Som ved langbuen foretages skydningen med barbue rent instinktivt.

Compound

Compound buen består af en håndsektion af metal og to fleksible glasfiberben men har også to excentriske hjul som bevirker at buen er lettere at holde i fuldt optræk. Strengen trækkes og slippes ved hjælp af et release. Sigtet må indeholde forstørrende optik. Compound buen bruges både til skive- og 3D skydning samt til jagt.